- Hvorfor skal folk bosiddende i Grønland ikke betale den samme Site Fee?
Er man her fra Grønland er der ingen betaling – man forventes at betale sin skat til både Selvstyre og Kommune og derigennem også støtte det vedligeholdelsesarbejde, som kræves.De sidste 20 år har udgifterne til Isfjordskontorets arbejde været finansieret af Selvstyret og kommunen. Det er altså de grønlandske skatteydere der har betalt. Med udsigt til et øget tryk fra turister ser vi det som en naturlig udvikling, at turisterne nu også inviteres med til at finansiere dette vedligeholdelsesarbejde.Bidrager man ikke via sin skat, så betaler man nu 10 Euro, som en engangsbetaling, der gælder hele året. Dette gælder også for guider, der måtte komme udefra og øvrige ansatte i turistindustrien.
- Jeg er født i Ilulissat og har levet det meste af mit liv her. Nu er jeg bosat i udlandet og opkræves Site Fee. Hvorfor?
Når kommunen indfører en afgift kan man ikke tillade sig at skelne mellem hvor folk er født eller har boet henne. Den eneste skelnen vi kan lave er hvor man nu har bopæl og betaler sin skat. På denne måde kommer alle til at bidrage – enten gennem skattebetaling i Grønland eller ved at betale entre på 10 Euro – et beskedent beløb som giver adgang hele sæsonen.
- Hvilket område er det præcis, der kræver betaling af Site Fee?
Det er landområdet mellem Ilulissat by og Isfjorden – både bynær bufferzone og det fredede UNESCO-område. I praksis vil det sige de tre hovedstier, rød, gul og blå, men også alle småstier ind imellem. Så der er altså ingen ide i at begynde at vandre ved siden af afmærkede stier for derved at undgå betaling. På den gule rute fra elværket, Nukissiorfiit, starter opkrævningen efter Cafe Asimiut – man kan altså godt gå fra elværket til denne Cafe uden krav om betaling.
- Hvor længe gælder min billet?
Betalingen af 10 Euro giver en billet med gyldighed hele den sæson hvor den er købt.
- Der opkræves Site Fee i sommerperioden 1. juni til 31. oktober – hvorfor ikke om vinteren?
Det er helt rigtigt, at der fra 1. juni 2025 opkræves Site Fee i sommerperiode. Om vinteren kommer der bestemt også gæster til området ved Sermermiut, men vi kan observere, at slitagen på gangbro osv. Er minimal i denne periode. Ofte kommer der så store snemængder, at gangbroen helt forsvinder og andre ”snestier” bliver trampet.
Et andet aspekt er også, at administrationsomkostninger til at have et betalingsanlæg stående er så store, at vi for nuværende vurderer, at det ikke kan betale sig at have det stående om vinteren, hvor der ikke kommer så mange gæster.
- Der følger en 30 min. Audio Guide med Site Fee. Betyder det at jeg ikke behøver at booke en guided tur hos en lokal udbyder?
NEJ – det er ikke meningen med Audio Guiden. Det vil stadig være en rigtig god ide at booke en guided tur med en lokal guide, hvor sikkerhed og personlig interaktion er prioriteret. Audio Guiden skal ses som en del af den informationsforpligtigelse vi har som et Verdensarvskontor.
- Kommer der nogen og kontrollerer min billet
Personalet fra Isfjordskontoret, Park Rangers og Site Manager, vil løbende udføre kontrol i området. Du skal derfor enten have din fysiske billet fra automaten eller en kvittering fra et online køb med dig på mobilen.
- Jeg har købt en billet – gælder den også til Isfjordscentret?
Nej. Isfjordskontoret og Isfjordscentret er to forskellige organisatoriske enheder og de to enheder opkræver hver deres billet.