Sikkerhed

Et barsk klima, store afstande og et uvejsomt terræn nødvendiggøre et ekstra fokus på sikkerhed ved besøg i Verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord.
Hvert år besøger et stort antal mennesker Ilulissat Isfjord for at nyde naturen. Heldigvis er ulykker i fjeldet sjældne. Men den arktiske natur kan være lunefuld. De fleste ulykker kan dog undgås, hvis du træffer de nødvendige forholdsregler inden du begiver dig ud.

I den bynære del af versensarvdområdet er der en velfungerende stibro, som er nem og sikker at færdes på. Stibroen er også velegnet til kørestolsbrugere og folk med klapvogne i sommerhalvåret. Vær dog opmærksom på, at stibroen og klipperne omkring kan være glatte i regn og sne. Den øvrige del af verdensarvsområdet er øde, og man kan ikke forvente at møde mennesker, der vil kunne hjælpe i en eventuel nødsituation. Der er ikke mobiltelefondækning, med undtagelse af området nærmest Ilulissat. Derfor kan selv mindre uheld på korte ture i området blive alvorlige.  

Et barsk klima med store afstande 

Det arktiske vejr er uforudsigeligt og kan skifte meget hurtigt. Sol og klar himmel kan på få minutter afløses af vind, regn, sne eller tåge. Eftersøgnings- og redningsaktioner vil som regel involvere brug af helikopter. Dette er bekosteligt, og er situationen selvforskyldt, kan den eftersøgte blive pålagt at betale for aktionen. Hvis vejret samtidig er dårligt, risikerer man også at bringe redningsfolkenes liv i fare.

I 2008 blev to turister overrasket af tåge få kilometer fra byen, og strejfede rundt i fem dage, før de blev fundet. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

Kælvende isfjelde er livsfarlige 

En usynlig fare er de kælvende isfjelde, som kan medføre enorme flodbølger, der trækker alt med ud fra kysten, helt op til 15-20 meter over havets overflade. Disse flodbølger er svære at se og høre, så man kan sjældent nå at reagere, før det er for sent.

Derfor er det livsfarligt at færdes, opholde sig eller campere ved kysten i isfjorden, i særdeleshed på stranden i Sermermiut og ved mundingen af isfjorden. I 2003 overlevede en gruppe camperende turister med nød og næppe en flodbølge skabt af kælvende isfjelde.

Det er også forbundet med livsfare at sejle tæt på isfjeldene, i særdeleshed med ikke lokalkendte bådførere.