Lejer til ejer ordningen
Generelt
Bor du til leje i en ejendom ejet af enten Selvstyret eller kommunen, kan du via lejer til ejer-ordningen søge om at købe din lejebolig.
Du kan kun købe udlejningsejendomme, som Selvstyret eller kommunen har bestemt kan overtages som ejerbolig eller ejerlejlighed. Derfor skal du ansøge boligens ejer om at købe din lejebolig.
Hvis Selvstyret ejer din bolig sendes ansøgning til: pigiuk.gl
Hvis kommunen ejer din bolig sendes ansøgning: din kommune
Ansøgningen skal indeholde en erklæring fra en bank om, at du kan finansiere den resterende del af købet.
Indeholder udlejningsejendommen kun ét lejemål, overtager du din lejebolig som en ejerbolig.
Er din lejebolig beliggende i en ejendom med mere end ét lejemål, overtager du boligen som en ejerlejlighed.
Du kan hente hæftet "Lejer til ejer-ordningen" ved at klikke her.
Betingelser
De boliger som ikke kan omdannes til ejerboliger er blandt andet:
- Tjenesteboliger
- Øremærkede boliger
- Vakantboliger
- Boliger, der er indrettet specielt til handicappede
Det er desuden ikke længere muligt at købe énfamilie- og dobbelthuse i følgende byer efter lejer til ejer-ordningen:
1. Ilulissat
2. Aasiaat
3. Sisimiut
4. Nuuk
5. Qaqortoq
Hvis du bor til leje i en af de ovenstående byer kan du i stedet vælge at opsige dit lejemål, så den sættes offentligt til salg, så alle borgere kan byde på boligen.
Det kan betyde, at du risikerer at andre kommer med et højere bud end dit, eller at Selvstyret eller kommunen i stedet vælger at udleje boligen ud til anden side.
Finansiering ved lån fra det offentlige
Ved køb af lejebolig skal lejer selv finansiere 60 % af købesummen, og de resterende 40 % af købesummen kan finansieres ved at Selvstyret eller kommunen giver et rente- og afdragsfrit lån i 20 år. Herefter afvikles det som annuitetslån over 15 år med en årlig rente på Nationalbankens diskonto plus 3 %.
Selvstyret eller kommunen sikrer lånet ved pant i boligen.
Salgsprisen
Prisen på en bolig, der sælges efter lejer til ejer-ordningen, fastsættes efter markedsværdien. Markedsværdien er den pris, som en ejendom vil kunne indbringe ved salg på det frie marked. Det vil sige, at elementer som udbud, efterspørgsel, beliggenhed og markedsforhold i det pågældende område indgår i vurderingen.
Købesummen bliver beregnet på baggrund af:
• Markedsværdien
• Plus 50.000 kroner, som dækker omkostningerne forbundet ved overtagelse af boligen
Nedslag efter anciennitet
Bor du i en udlejningsejendom, som består af 3 eller flere lejemål, kan du få et procentvis nedslag i salgsprisen. Nedslaget afhænger af din anciennitet som lejer.
Nedslaget kan uanset det procentvise nedslag i salgsprisen ikke overstige følgende beløb:
• 1 og 2 rums bolig: 225.000 kroner
• 3 rums bolig: 335.000 kroner
• 4 rums bolig: 445.000 kroner
• 5 rums bolig: 555.000 kroner
• 6 eller flere rums bolig: 665.000 kroner
Konjunkturpant
Selvstyret eller kommunen registrerer et konjunkturpant i lejligheden svarende til beløbet på nedslaget i prisen. Der registreres ikke konjunkturpant på under 50.000 kroner. Konjunkturpantet afregistreres efter nedskrivningsperiodens udløb.
Hvis en køber f.eks. får et nedslag på 335.000 kroner, vil konjunkturpantet udgøre 335.000 kroner. Pantet bliver herefter nedskrevet med 1/10 – det vil sige 33.500 kroner – årligt de næste 10 år, hvorefter pantet er endeligt afviklet.
Sælges boligen efter eksempelvis 6 år, skal sælgeren tilbagebetale 4 x 33.500 kr. i alt 134.000 kr. til boligens tidligere ejer, det vil sige enten Selvstyret eller kommunen.
Lejebolig med markedsværdi under 275.000 kr.
Hvis din lejebolig er et énfamilie- eller dobbelthus og ejes af Selvstyret eller kommunen, samt har en markedsværdi på under kr. 275.000, kan du ansøge om overtagelse mod kontant betaling.
Hvis du ikke har mulighed for at udrede salgsprisen, er der mulighed for at indgå en afdragsordning for køb af ejendommen.
Denne afdragsordning kan maksimalt løbe over 60 måneder, hvor du skal afdrage minimum kr. 4.000 om måneden. Der regnes hverken renter eller gebyrer af lånet.
Ved manglende overholdelse af afdragsordningen beregnes rente på 3 % plus Nationalbankens diskonto, som tilskrives restgælden månedsvis.
Ansøgning
Hvem du skal sende ansøgningen til afhænger af, hvem der ejer, og hvem der administrerer din bolig:
• Hvis Selvstyret ejer din udlejningsbolig, skal du udfylde et ansøgningsskema. Det kan du få ved at henvende dig på e-mail til pigiuk@nanoq.gl. Du kan også ringe på telefon 34 50 00. Telefonen er åben alle hverdage fra kl. 08.00 – 16.00.
• Hvis din kommune ejer og administrerer din udlejningsbolig, skal du sende din ansøgning til dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor.
Du skal vedlægge en uforpligtende erklæring , som er en forhåndsgodkendelse, fra et pengeinstitut om din mulighed for at finansiere 60 % af salgsprisen sammen med ansøgningen.
Procedurer
Når din ansøgning og forhåndsgodkendelse fra banken er modtaget, igangsættes sagsbehandlingen. Ved sagsbehandlingen indhenter Selvstyret eller kommunen nødvendige oplysninger om boligen, før der tages stilling til, om ansøgningen kan imødekommes.
Når ansøgningen er imødekommet fremsendes sagen til en advokat, der skal berigtige handlen.
Det offentlige sender derefter:
1) Skriftligt tilbud om at ansøger kan overtage sin lejebolig som ejerbolig/lejlighed
2) Oplysninger om ejerbolig/lejligheds bygningsbeskrivelse
3) Oplysninger om ejerbolig/lejlighedens markedsværdi
4) Oplysninger om eventuelle hæftelser og servitutter, som vurderes til at ville påhvile ejerbolig/lejligheden efter overtagelsen.
Hvis det er en ejerlejlighed fremsende i øvrigt:
- Oplysninger om ejerforeningen og vedtægterne.
- Komplet salgsprospekt med fordelingsbrøk for ejerlejlighederne
- Driftsbudget for indeværende år i den boligafdeling som ejerlejligheden tilhører
- Seneste godkendte regnskab for den boligafdeling som ejerlejligheden tilhører
Du skal acceptere overtagelsen senest 3 måneder efter, du har modtaget det skriftlige tilbud.
Tilbageværende lejere
Når ejendommen er blevet opdelt i ejerlejligheder, sender Selvstyret, kommunen følgende til de tilbageværende lejere:
• Meddelelse om, at de kan overtage deres lejebolig som ejerlejlighed
• Oplysninger om ejerforeningen og kopi af vedtægterne
Hvis en lejer ikke ønsker at købe sin lejebolig, kan vedkommende:
• Forblive lejer i ejendommen.
• Tage imod et tilbud om anden lejlighed i samme by
Forbliver man lejer, skal man være opmærksom på at:
• Lejen fastsættes efter de almindelige regler for beregning af huslejen i denne type lejemål
• Man er underlagt ejerforeningsvedtægterne
• Man kan købe sin lejebolig på et senere tidspunkt
Når en lejlighed i ejerforeningen fraflyttes, bliver lejligheden sat til salg ved offentlig udbud og ikke udlejet på ny.
Kontakt
Hvis kommunen ejer din bolig kan du skrive til: din kommune.
Hvis Selvstyret ejer din udlejningsbolig kan du skrive til: pigiuk@nanoq.gl.
Læs også
Kommuneqarfik Sermersooq
Postboks 1005
3900 Nuuk
Telefon: 36 70 00
Fax: 31 11 51
E-mail: kommuneqarfik@sermersooq.gl
Hjemmeside: www.sermersooq.gl
Issortarfimmut 1 B
Postbox 1539
3900 Nuuk
Telefon: 36 30 00
Fax: 36 30 19
E-mail: iserit@iserit.gl
Hjemmeside: www.iserit.gl
Imaneq 1A - 601
Postboks 909
3900 Nuuk
Telefon: (+299) 34 50 00
E-mail: box909@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl