Arealtildeling

Arealtildeling 

Anlæg og Miljø Forvaltningen står for arealtildelinger inden for byzonerne i Kommuneqarfik Sermersooq samt inden for bygdezonerne i kommunens bygder. Selvstyret administrerer indtil videre de øvrige arealtildelinger i det åbne land - ansøgninger skal dog sendes via kommunen.

Du kan søge om arealtildeling i Kommuneqarfik Sermersooq via www.NunaGIS.gl.

Du kan se en vejledning til, hvordan ansøgningen skal udfyldes.

Din ansøgning er først gyldig, når du har underskrevet den. Derfor skal du, indtil der indføres digital signatur, fortsat udskrive og underskrive ansøgningen, når du har udfyldt den. Du skal sende eller aflevere ansøgningen til dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor.

Har du ikke internetadgang, kan dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor hjælpe dig med at søge om arealtildeling.

Bemærk
Har du søgt om arealtildeling via NunaGIS.gl skal du senest 4 uger efter sende eller aflevere en underskrevet kvittering for arealansøgningen til dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor, som sender kvitteringen videre til Anlæg og Miljø Forvaltningen. Har Anlæg og Miljø Forvaltningen ikke modtaget kvitteringen inden 4 uger bliver ansøgningen annulleret.

Høringsperioden er normalt mellem 2-3 uger. Herefter beslutter kommunalbestyrelsen, om du kan få den arealtildeling, du har søgt om.

Takster
Du kan finde taksterne i takstbladet nedenfor.

Takster 2021

Generelt 

Generelt om arealtildeling og arealtilladelse
Arealer inden for kommunens geografiske område er opdelt i delområder, som er omfattet af bestemmelser i kommuneplanen. Disse bestemmelser fastlægger blandt andet:

  • Hvordan et areal må anvendes,
  • Til hvilket formål og
  • I hvilket omfang.

Inden et areal tages i brug – fx til byggeri, oplæg, udvidelse eller ændret anvendelse – skal der derfor indhentes tilladelse i form af en arealtildeling eller en arealtilladelse.

  • Arealtildeling
    En arealtildeling giver dig ret til at bruge et areal til at bygge, ændre eller nedrive faste bygninger eller anlæg – fx et hus eller en garage. Denne ret er som udgangspunkt permanent.
  • Arealtilladelse
    En arealtilladelse giver dig ret til midlertidig brug af et areal til ikke-faste genstande – fx en container, båd eller midlertidigt oplæg.

Ansøgning om arealtildeling sker enten:

  • Digitalt via NunaGIS eller
  • Ved at henvende dig til kommunen for at få udleveret et ansøgningsskema, som du derefter udfylder og afleverer til kommunen.

Vælg din kommune
For at få præcis information om, hvordan du søger i din kommune, skal du vælge ”din kommune” ved teksten "Der findes specifikke oplysninger for din kommune" under "Arealtildeling" på sullissivik.gl.

Udenlandske ansøgere 

Hvis du ikke har dansk indfødsret, gælder der særlige regler for at kunne få brugsret til et areal i Grønland. Dette gælder kun for udenlandske ansøgere og ikke for borgere med dansk statsborgerskab, herunder grønlandske borgere.

Krav til at opnå ansøgning om arealtildeling uden dispensation
Du kan som udenlandsk ansøger kun søge om arealtildeling, hvis du:

  • har haft fast bopæl og folkeregisteradresse i Grønland i mindst 2 år, og
  • har været fuldt skattepligtig til Grønland i samme periode.

Hvis du ikke opfylder kravene
Hvis du ikke opfylder kravene for at få tildelt brugsret til et areal (arealtildeling), skal du ansøge om dispensation hos Departementet for Boliger og Infrastruktur. Uden denne tilladelse kan din ansøgning om arealtildeling ikke behandles.

Hvordan søger man dispensation til at kunne søge om arealtildeling
Hvis du ikke opfylder ovenstående krav, kan du søge ved at fremsende en dispensationsansøgning til:
Departementet for Boliger og Infrastruktur
Box909@nanoq.gl

For nærmere oplysninger om, hvad ansøgningen skal indeholde, skal du kontakte Departementet for Boliger og Infrastruktur.

Læs også

Departementet for Finanser og skatter
Afdeling for Jura og Landsplanlægning
Imaneq 4
Postboks 1037
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
E-mail: oed@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl