Alderdoms- og plejehjem – Generelt om

Alderdoms- og plejehjem – Generelt om 

Et alderdoms- eller plejehjem er en kommunal døgninstitution, hvor personalet kan yde hjælp alle døgnets timer. Hverdagen er præget af socialt samvær med andre ældre, med hjemmets personale og med besøgende familiemedlemmer og venner.

Samtidig kan du som beboer beskæftige dig med forskellige hverdagsaktiviteter og har du brug for at være alene og slappe af, så har alle beboere deres eget værelse.

Når du flytter på plejehjem har du mulighed for at have nogle af dine egne møbler med. Har du ikke egne møbler vil du få et møbleret værelse, og plejehjemmet stiller desuden plejesenge og eventuelt sengebord og gardiner til rådighed efter behov.


Betingelser
Alderdoms- og plejehjem er for alle ældre pensionsmodtagere samt voksne førtidspensionister, der har behov for yderligere pleje, end den der kan gives i deres eget hjem. Det vil sige:

  • Pensionister, der ikke kan klare sig i sin hidtidige bolig med støtte fra hjemmeplejen
  • Pensionister, der ikke kan orientere sig i sin hidtidige bolig eller lokalsamfund
  • Pensionister, der er aldersbetinget svækkede i en sådan grad, at der kræves hjælp til at få dagligdagen til at fungere
  • Pensionister med demens

Herudover kan yngre førtidspensionister, der ikke opfylder alderskravet men ellers opfylder ovennævnte kriterier også få en plads på et alderdoms- eller plejehjem.

Yngre handicappede med psykisk handicap kan ikke få plads på et kommunalt alderdoms- eller plejehjem.


Betaling
Modtager du enten alders- eller førtidspension og flytter du til et alderdoms- eller plejehjem, modtager du din pension uændret i flyttemåneden og den efterfølgende måned. Derefter får du lommepenge svarende til 20 % af beløbet for en enlig alders- eller førtidspensionist. I 2018 svarer det til:

  • 2.346 kr. om måneden, hvis du er alderspensionist
  • 1.884 kr. om måneden, hvis du er førtidspensionist

Har du skattepligtig indtægt udover din alders- eller førtidspension, opkræves hel eller delvis betaling for opholdet på alderdoms- og plejehjem. Betalingen må dog ikke overstige 60 % af din skattepligtige indtægt udover pensionen, efter skat.

Tjenestemandspensionister skal betale op til 60% af deres tjenestemandspension som betaling for opholdet.

Læs også