Forsendelse til foreninger i Danmark

Generelt 

En forening i Danmark må modtage animalske fødevarer fra Grønland til privatpersoner i Danmark, som er registrerede medlemmer. Fødevarerne skal være til medlemmernes eget forbrug.

Foreninger må modtage forsendelser opdelt i enkeltpakker.
Foreningens formål er at videreformidle disse enkeltpakker til registrerede medlemmer af foreningen. Der er ingen mængdebegrænsning ved forsendelser til foreninger, bortset fra at enkeltpakkerne ikke må overskride begrænsningerne nævnt i afsnittet ”betingelser”.

Betingelser 

Følgende betingelser skal opfyldes, for at en forening i Danmark må modtage animalske fødevarer fra Grønland.
Afsender skal inden udførslen sikre, at betingelserne i pkt. 1 og pkt. 2 er opfyldt før forsendelsen forlader Grønland.

  1. Forsendelsen er opdelt i enkeltpakker på hver;
    a) højst 5 kg kød, kødprodukter, mælk og mælkeprodukter, og
    b) højst 5 kg animalske produkter, f.eks. honning, samt æg og æggeprodukter, og
    c) ingen mængdebegrænsninger for fisk og fiskeprodukter.
  2. Enkeltpakkerne er mærket med indhold.
  3. Foreningen udleverer intakte enkeltpakker til fremmødte, registrerede medlemmer af foreningen. Hvert medlem kan maksimalt modtage de ovennævnte mængder per forsendelse.
  4. Foreningen må ikke modtage betaling for udleveringen.
  5. Fødevarerne er bestemt til den endelige modtagers eget brug. Det er ikke tilladt at den endelige modtager sælger eller bortgiver fødevarerne.
  6. Tilvirkningen/tilberedelsen af de indførte fødevarer må udelukkende finde sted hos den endelige modtager.

Foreninger, der indfører, opbevarer og formidler animalske fødevarer fra Grønland eller Færøerne til private, skal anmelde aktiviteten til Fødevarestyrelsen i Danmark. Foreningen skal føre løbende register over de mængder, der for hver forsendelse er formidlet til hvert medlem (dette register skal kunne fremvises på anmodning fra Fødevarestyrelsen).

Foreningen skal registreres til at håndtere indførsel osv. for de private, men den skal ikke registreres som fødevarevirksomhed, hvis den ikke udfører andre fødevareaktiviteter.

Foreningen må ikke få karakter af detailvirksomhed.

Foreningen skal, inden hver modtagelse af en forsendelse, orientere Fødevarestyrelsen om forsendelsens ankomst ved at benytte forhåndsorienteringsskema ”GL0103” som fremsendes til grænsekontrolstedet.

Du kan læse mere om privat indførsel og krav til foreningers indberetning, registrering mm. i Veterinærkontrolbekendtgørelsen. Se afsnittet ”lovgivning”.

Hent forhåndsorienteringsskemaet i Fødevarestyrelsens certifikatdatabase:
Forhåndsorienteringsskema, privat indførsel via forening (GL0103)

Arter omfattet af CITES 

Der gælder særlige regler for indførelse af animalske fødevarer, som er omfattet af CITES-reglerne. CITES er en konvention til beskyttelse af vilde dyr og planter.

Det er ikke tilladt at indføre animalske fødevarer af narhval, hvalros, grindehval, brugde, europæisk ål og isbjørn til Danmark.

Dette forbud gælder uanset om fødevarer fra ovenstående dyr medbringes i egen baggage, sendes til private bosiddende i Danmark eller der er tale om forsendelser til en forening. Det er ikke muligt at få en dispensation fra dette forbud.

Husk CITES-tilladelse, hvis du ønsker at indføre kød eller mattak af hvidhval og vestgrønlandsk vågehval (sildepisker).

For yderligere information om CITES-reglerne læs mere her:
Klik her for at læse mere om CITES

Kontakt til grænsedyrlægerne 

Grænsedyrlægerne i Danmark har følgende kontaktoplysninger:

Grænsekontrolstedet i Kastrup Lufthavn
Kystvejen 16
2770 Kastrup

Tlf.: +45 72 27 64 40
Mail: 208@fvst.dk

Grænsekontrolstedet i Aarhus (havn)
Østhavnsvej 31
8000 Århus C

Tlf.: +45 86 13 11 33  
Mail: 215@fvst.dk

Lovgivning 

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG)
Postboks 269
Noorlernut 4, st.
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
E-mail: uumasut@nanoq.gl

Alle henvendelser til Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland bedes i første omgang sendt til uumasut@nanoq.gl