Sygehjælp på rejsen

Generelt 

Grønland har indgået aftaler med Danmark, Færøerne, Sverige, Norge, Finland, Island og en række europæiske lande om adgangen til sygehjælp ved midlertidige ophold i de pågældende lande. Ved midlertidige ophold forstås turistrejser, besøgsrejser og lignende ophold af en varighed på under 6 måneder.

Det betyder, at du i et vist omfang kan få sygehjælp, når du befinder dig i udlandet. Den aftalte sygehjælp omfatter kun sygehjælp fra offentlige sundhedsinstanser.

Der er meget stor forskel på, hvilke regler der er for sygehjælp i hvert land. Før du rejser, er det derfor meget vigtigt, at du undersøger:
• om du kan få hjælp, hvis du bliver syg
• hvor du kan få hjælp
• og hvilken hjælp du kan få i det land, som du rejser til

Bemærk
Grønland har ikke indgået aftaler med lande uden for Norden, EU og EØS-landene. Det betyder, at du selv skal betale for al den medicin og behandling, som du modtager, samt for hjemtransport.

Danmark og Færøerne 

Betingelser
Grønland er i et rigsfællesskab med Danmark og Færøerne. Danmark og Færøerne har udarbejdet en bekendtgørelse, som giver borgere fra Grønland rettigheder i forhold til sundhedsbetjening i Danmark og på Færøerne.

Hvis du har bopæl i Grønland, har du under et midlertidigt ophold i Danmark eller på Færøerne ret til ydelser i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom, ulykkestilfælde og lignende. Sygehjælpen gives på samme vilkår som til landets egne borgere.

Du har kun ret til gratis sygehjælp ved akut opstået sygdom eller akut forværret kronisk sygdom. Samtlige udgifter til en behandling, der ikke er akut, skal du selv betale.

Ved akut eller akut forværret kronisk sygdom, ulykkestilfælde eller lignende, der indtræffer under det midlertidige ophold, har du ret til:
Gratis sygehusbehandling i den kommune, hvor du midlertidigt opholder dig
Gratis lægehjælp på samme vilkår som en sygesikringsgruppe 1-sikrede i Danmark, og på samme vilkår som personer, der er tilmeldt en sygekasse på Færøerne. Hvis lægen opkræver et honorar, kan du efterfølgende få det refunderet på sygesikringskontoret i den danske kommune, hvor du opholder dig. På Færøerne skal du henvende dig til sygekassen på opholdsstedet inden 14 dage
Tilskud til lægeordineret medicin. Du får samme tilskud som borgerne i Danmark og på Færøerne. Du skal selv betale forskellen mellem salgspris og tilskud
Tilskud til akut tandbehandling. Der opkræves en egenbetalingsandel på tandbehandling. Du får samme tilskud som danske og færøske borgere. Resten skal du selv betale. Du skal være opmærksom på, at de danske og færøske myndigheder fortolker udtrykket ”akut” meget snævert, når det drejer sig om tandbehandling. Det betyder, at der kun ydes tilskud i forbindelse med f.eks. tandbylder, knækkede plomber, tænder og lignende

Refusion
Refusion udbetales på sygesikringskontoret i den danske kommune, hvor du opholder dig, mod forevisning af kvittering for udgifterne.

På Færøerne skal du henvende dig til Heilsutrygd.

Før du rejser ud af Grønland, er det vigtigt, at du får en bopælsattest på kommunekontoret i din hjemkommune eller via selvbetjening her på sullissivik.gl, som dokumenterer, at du har bopæl i Grønland og dermed har ret til akut sygebehandling. Uden en gyldig bopælsattest vil du blive opkrævet fuld betaling for al behandling og medicin.

Norden 

Betingelser
De nordiske lande har lavet en Nordisk Konvention om social sikring, som skaber rettigheder om sundhedsbetjening imellem medlemsstaterne. Konventionen supplerer de nuværende EU-forordninger.

Ved midlertidige ophold i de nordiske lande – Finland, Norge, Sverige og Island – har du ret til nødvendig sygehjælp, set fra et medicinsk synspunkt.

Hvad der er medicinsk nødvendigt vurderes på baggrund af opholdets varighed og sygdommens karakter. Det betyder, at en specifik sygdom ikke automatisk udløser ret til behandling. Det betyder desuden, at det i visse tilfælde er muligt at få behandling for skader og sygdomme, der ikke er akutte. Behandling gives på samme vilkår som til landets egne borgere. Ofte vil der være en egenbetalingsandel, som du selv skal afholde.

Europa 

Betingelser
Grønland er ikke medlem af EU, men har tiltrådt forordning 1408/71, som giver grønlandske borgere adgang til sygehjælp i en række europæiske lande.

Ved midlertidige ophold i følgende europæiske lande: Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland (samt Gibraltar), Tjekkiet Tyskland, Ungarn og Østrig har du ret til den sygebehandling, der er medicinsk nødvendig, på samme vilkår som landets egne borgere.

Hvad der er medicinsk nødvendigt, vurderes på baggrund af opholdets varighed og sygdommens karakter. Det betyder desuden, at det i visse tilfælde er muligt at få behandling for skader og sygdomme, der ikke er akutte.

For at dokumentere, at du har ret til sundhedsbetjening indenfor EU-området, så er der lavet et fælles sundhedskort, som er kendt som det Blå Sygesikringsbevis. Men da det Blå Sygesikringsbevis ikke findes på Grønland, er det vigtigt, at du medbringer din bopælsattest. I bopælsattesten fremgår det af afsnittet ”Proof of right to healthcare in Greenland”, som betyder at du har ret til sundhedsbetjening i Grønland og dermed også i de nævnte europæiske lande.

Du kan læse mere om international sygesikring og de særlige regler for hvert land på hjemmesiden hos Styrelsen for Patientsikkerhed i Danmark:

Det blå EU-sygesikringskort | Styrelsen for Patientsikkerhed (stps.dk)

Bemærk
Behandlingen gives på samme vilkår som til landets egne borgere. Som oftest vil behandlingen være forbundet med en egenbetaling.

Øvrige verden 

Betingelser
Grønland har ikke indgået aftaler med lande uden for Norden, EU og EØS-landene. Det betyder, at du selv skal betale for al sygebehandling, og den medicin som du modtager.

Du skal derfor tegne en rejseforsikring, når du rejser til den øvrige verden.

Refusion og hjemtransport 

Hvis du har betalt for en behandling eller medicin i udlandet, kan du ikke få pengene tilbage fra sundhedsvæsenet i Grønland.

Sundhedsvæsenet i Grønland betaler heller ikke for hjemtransport til Grønland.

Refusion skal som udgangspunkt ske i det land, hvor du har modtaget behandlingen.

Refusion kan også søges gennem International Sygesikring ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Du kan læse mere om refusion her

Rejseforsikring og bopælsattest 

Rejseforsikring
Det bedste du kan gøre, hvis du skal rejse til udlandet er at tegne en rejseforsikring. Det skal være en rejseforsikring, der dækker udgifter til:
• behandling
• hospitalsophold
• medicin
• hjemtransport

Det gælder også, når du skal til Danmark.

Bemærk
Sundhedsvæsenet anbefaler, at du altid tegner en rejseforsikring, der dækker udgifter til sygdom og hjemtransport, når du rejser.

Bopælsattest
Uanset hvor du rejser til, er det nødvendigt, at du skaffer dig en bopælsattest på sullissivik.gl eller dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor, da du skal kunne bevise, at du har bopæl – og dermed ret til sundhedsbetjening – i Grønland. Du skal altid have bopælsattesten med dig, når du rejser, ellers vil du blive opkrævet fuld betaling for al behandling og medicin.

Det er meget vigtigt, at du medbringer bopælsattesten, da den fungerer som dokumentation for at du har ret til at modtage behandling i landende, som Grønland har aftaler med, eksempelvis Danmark, de nordiske lande og EU-lande.

Fejl i attester
Finder du fejl i attesterne, skal du henvende dig personligt til dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor.

Hent din bopælsattest her

Frister 

Tilskud til akut tandbehandling
Refusion udbetales på sygesikringskontoret i den kommune, hvor du opholder dig mod forevisning af kvittering fra tandlægen.

På Færøerne skal du henvende dig til sygekassen på opholdsstedet inden 14 dage.

Gratis lægehjælp
I Danmark: Opkræver lægen et honorar, kan du efterfølgende få det refunderet på sygesikringskontoret i den danske kommune, hvor du opholder dig.

På Færøerne skal du henvende dig til sygekassen på opholdsstedet inden 14 dage.

Norden og Europa: Inden afrejse bør du sætte dig grundigt ind i reglerne for adgang til sygehjælp i det land, du rejser til.

På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, finder du relevante links til nordiske hjemmesider:


stps.dk kan du også læse mere om international sygesikring, og de særlige regler der gælder i de europæiske lande, hvor grønlandske borgere har ret til sygehjælp:

Lovgivning 

Departementet for Sundhed
Imaneq 1A - 401
Postboks 1160
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 34 55 05
E-mail: pn@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl